MEGALOPOLIS: Imponerende rodebutik

Af Viggo Sinding 
 
I 1972 præsenterede Francis Ford Coppola verden for The Godfather – en epokegørende film, som sammen med sine to efterfølgere indtjente over 300 millioner dollars. Denne økonomiske og kunstneriske succes gav Coppola ikke blot berømmelse, men også frihed til at forfølge et af sine længe nærende, ambitiøse projekter: Apocalypse Now (1979) – en vision, der havde ulmet i hans sind længe før den ovennævnte trilogi tog form.  
 
Omtrent samtidig begyndte en anden stor idé at forme sig hos Coppola – nemlig Megalopolis. Men med lommerne tomme efter selv at have finansieret dele af Apocalypse Now, og et ambitionsniveau der skræmte studierne, blev projektet aldrig realiseret. 
 
Nu er året 2024 – 40 år efter visionen. Fire årtier. Og ligesom med Apocalypse Now har den evigt kompromisløse instruktør endelig realiseret sin drøm og udgivet filmen under sin fulde titel: Francis Ford Coppola’s Megalopolis: A Fable. 

Og en fabel er det. 

En fabel så fabelagtig at det næsten bliver besværligt at beskrive filmens handling – men her er et forsøg. 

Megalopolis foregår i New Rome, en by der minder om New York City og er præget af politiske og personlige konflikter. Adam Driver spiller Cesar Catalina, en arkitekt, der kan stoppe tiden og arbejder med et nobelprisvindende, magisk materiale kaldet Megalon. Temaet om, hvordan gamle systemer reagerer på nye visioner, væver sig gennem hele Megalopolis og kommer især til udtryk i magtkampen mellem den revolutionære, visionære Catalina og New Romes konservative borgmester, Franklyn Cicero (Giancarlo Esposito). “People don’t need dreams – they need teachers, sanitation, and jobs.”  
 
Det bliver, tro det eller ej, endnu mere kompliceret, da Catalina forelsker sig i borgmesterens datter, Julia (Nathalie Emmanuel), hvilket er til stor frustration for Catalinas egen fætter, Clodio Pulcher (Shia LaBeouf), som også har følelser for Julia. 
 
Oooooog pust ud. 
 
Der sker meget, og dele af publikum vil uden tvivl forlade Megalopolis rasende over dens mange inkonsekvenser. Den er til tider fundamentalt usammenhængende, og det føles næsten som om, der gik noget galt i redigeringen, eller at Coppola ikke filmede de scener, han havde brug for til at forbinde sine idéer. Der startes en tråd om en sovjetisk satellit, der styrter ned til Jorden, og der gøres stort set ingenting med den. Slutningen synes at opbygge til et storstilet oprør, som endda påtales, og så nej. 
 
Andre dele af publikum vil værdsætte filmen for det visuelle vidunder, den til tider er – en sand oplevelse, der nogle gange føles som at vandre ind i en feberdrøm, der foregår i hovedet på en af de vigtigste instruktører nogensinde.  

Men det, der uundgåeligt rører ved Megalopolis, og som på en eller anden måde giver selv de mest ekstreme og skøre dele af filmen en slags mening, er, hvordan værket har vokset sig større end sin egen skabelsesproces. Coppola har skabt en hyldest til passionen, det upraktiske og det smukke – ikke blot som idéer, men som essentielle kræfter til at bevare kunsten i filmverdenen.

Megalopolis markerer måske et punkt nær slutningen af hans lange og kamprige karriere, men selve det faktum, at den eksisterer – i al sin betagende og ofte frustrerende singularitet – føles som et autentisk mindesmærke for Coppolas kompromisløse tilgang til biografmediet.

Kommentarer